Er det sundt at være soldat?

Information 2. marts 2009

Undskyld; men hvad er målet med artiklen?

Er det at insinuere, at det danske forsvar forholder unge og umodne værnepligtige en grum sandhed og lokker dem til krigstjeneste under falske forudsætninger?

For det første umyndiggør Erling Salomonsen (ES) de unge mænd der melder sig til aktiv tjeneste, når han gør dem til villige ofre for en påstået bevidst mangelfuld information fra forsvaret (‘…unge værnepligtige får næppe lige tydelige advarsler, når de siger ‘ja’ til Afghanistan…’). De formår i hans optik åbenbart heller ikke at tænke selv (‘…hvor meget ved en 20 års knægt…’).

Jeg er ikke bekendt med kritik fra de aktives side af den information de har fået fra forsvaret – måske ES er bedre informeret – eller bare tendentiøs?

Men er formålet med artiklen så at generalisere over de danske soldater, som jo må være Rambo’er og spændingsjunkies alle til hobe?

Jah, ES har i hvert fald læst en bog med interviews med en (én) navngiven dansk soldat – og ja!, så må de jo alle sammen være som den ene – det giver sig selv.

Sig mig, er dét niveauet der skal diskuteres på?

Men er formålet så at forklare at forholdene i Afghanistan er så håbløse, at de danske soldater, som jo kun kan sprede ‘…død og ødelæggelse…’, blot gør ondt værre?

ES kan vel ikke, sin enøjede optik til trods, mene at det er de danske (eller amerikanske) styrker der gør Afghanistan til et morads af korruption, vold, prostitution, kvindeundertrykkelse osv.? Mener ES faktisk det er ‘vores’ skyld – i givet fald må han følgelig også mene, at vi skal trække os ud hurtigst muligt, og overlade civilbefolkningen til deres egen hårde skæbne.

Skal vi bare lade dem passe sig selv og sulte og dø i afgrundsdyb religiøs undertrykkelse og diktatur – eller hvad er det egentlig ES mener?

Artiklen slutter med den logiske betragtning, at nogle af vores soldater (desværre) kommer hjem med sår på sjælen: (‘…At være soldat er ikke sundt…’).

Som kommentar nummer et ovenfor også påpeger, så er det altså ikke fair, at gøre de få, der får psykiske problemer, lig med de mange der kommer hjem en stor, givende og vigtig oplevelse rigere.

Alt her i livet har omkostninger, således også deltagelse i krigen i Afghanistan – det kan vel næppe komme bag på nogen?

Erling Salomonsens indlæg er tendentiøst, enøjet og mere egnet til oplæsning i en læsekreds i ‘Aldrig mere krig’, end som oplæg til nogen reel diskussion af for og imod: krigen i Afghanistan, væbnet intervention, militært aktiv udenrigspolitik, værnepligten osv.