En Warcraft-spillers bekendelser

Information 15. juli 2009

En Warcraft-spillers bekendelser’Jeg bor i et dyrt hus og kører i en dyr bil. Jeg elsker min kone og er afholdt af mine ansatte. Jeg er politisk bevidst, kulturelt interesseret og spillede tidligere turneringsskak, uden at det overtog mit liv. Hvorfor bruger jeg pludselig over 50 timer om ugen på et online-spil?’
Jeg står i ‘Mana Tomb’ en sen nat og ser dystert på den sidste boss , Nexus-Prince Shaffar. Vi har været her i fire timer og er blevet slået ihjel 11 gange. Wipe på wipe . Alex bliver ved med at bringe nye spillere ind, efterhånden som folk falder fra. Hun kender hele Lightbringer- serveren, og kan overtale enhver. Jeg kigger på uret i højre hjørne af skærmen. Hvis min kone vågner og opdager, at jeg sidder og spiller, vil jeg opleve sand wife-aggro .

Klokken er 03.50. Det er tirsdag den 7. marts 2007. Jeg er 49 år gammel og hedder Nathanman .

Alex er Priest , Hun heler os andre. Jeg er warrior tank . En tank er robust og kan tåle mange tæsk. Jeg fungerer ved at skabe threat gennem mine slag og blokeringer. Vi skal bruge tre spillere mere. Klokken er blevet 04.10.

Vi giver ikke op. En rogue og to hunters kommer løbende ind i instancen . Alex beskriver i tekstvinduet kampens faser for dem. Hun er en af de få, der ikke bruger headset. Jeg kender ikke hendes stemme, har aldrig hørt den. Men hendes skriveevner er utrolige. Alex kommer fra Wales. Det er alt, jeg ved om hende på dette tidspunkt, hvor vi wiper den tolvte gang for Nexus-Prince Shaffars hånd.

Jeg er en ensom spiller i en verden af drager og dæmoner. Jeg logger ind i spillet, når min kone er gået i seng. For sent til at være med i de store 10- og 25-mands raids, der oftest starter klokken 20.00. Jeg kan højest finde sammen med fire andre spillere og kæmpe i en femmands dungeon, eller instance , som det hedder her. En grotte eller et slot befolket med væsner, der alle udfordrer det bedste i hver af spillerne. Jeg får nye våben og brynjer ved at bekæmpe encounters som Nexus-Prince Shaffar. Når de dør, efterlader de værdifulde skatte til os spillere. Det er derfor, vi ikke giver op. Time efter time kæmper vi mod Nexus-Prince Shaffar. Vi bliver udryddet gang på gang, hver kamp varer to minutter, så kan vi begynde forfra. Alex skriver konstant advarende beskeder til os. Den ene hunter får ikke lagt sin fælde hurtigt nok ned – wipe . Alex selv flytter sig for sent – wipe . Nathanman kan ikke klare mængden af damage og ser sin health bar ryge ned til nul. Wipe .

Fakta: World of Warcraft
Online-computerspillet World of Warcraft spilles af 10 millioner mennesker verden over.
Flere grupper af spillere, eller ’guilds’, er professionelle og sponsorerede.
Lightbringer-serveren alene har 40.000 spillere.
Men pludselig får vi overtaget, og vores bevægelser passer sammen som små tandhjul. Alex heler på de rigtige tidspunkter. Vores rogue hamrer sine angreb ind. Jeg bruger min shieldwall , der skærmer mig for det meste damage i nogle få sekunder. Vi øjner en sejr. Bossen vakler..

Så falder han endelig sammen. En følelse af stolthed og lykke skyller gennem mig. Jeg er næsten ligeglad med at se, hvad han gemmer på. Han er nede. » Good Job,« skriver Alex til os. »GJ,« skriver jeg tilbage. Roguen får nye shoulders , Alex får en staff .

Gandalf til Gollum
Jeg skruer tiden tilbage til den 26. november 2006. Jeg har installeret World of Warcraft og er logget ind for første gang. Jeg vælger blandt dværge, gnomer, elvere og mennesker at skabe en kriger i en menneske-skikkelse. Jeg giver ham halvlangt brunt hår og et venligt ansigt. Jeg døber ham Nathanman. Han kommer til live, mit alter ego gennem de næste to år og syv måneder.

Det er forvirrende i starten, men fængslende. Nathanman skal erhverve sig færdigheder for at blive stærkere. Gennem utallige quests når jeg fra niveau ét til niveau 20 på en måned. Jeg lærer de nødvendige spilleregler lidt efter lidt. Det handler om at kæmpe og vinde over bjørne og ulve, forbrydere og andre væsner, der lever i skovene omkring os. Man kan ikke overleve uden at lære sig et håndværk. Jeg vælger skinning og enchantment . Jeg fisker i søerne og laver staminafood efter at have tilegnet mig cooking .

Jeg begynder at føle mig hjemme i den begrænsede verden, jeg kan nå omkring i til fods. Når jeg når niveau 40, kan jeg købe en hest, hvis jeg kan skrabe over 100 guldstykker sammen. Jeg har tre sølvstykker og syv kobber mønter. Stormwind er byen, hvor jeg kan købe forsyninger og sælge, hvad jeg selv har samlet ind. Her er postkasser, banker, auktionshuse og et evigt rend af tusindvis af spillere.

Det er også her, jeg får øje på krigere, der er rustet med de bedste våben og de hårdeste rustninger af skinnende plate . Spillere på niveau 60. Det virker andægtigt bare at stå ved siden af dem.

Den ene quest fører mig automatisk til den næste, og lidt efter lidt også længere væk fra Stormwind. Da jeg første gang rydder Uldaman, ligger der et skinnende sværd af ufattelig skønhed efter den sidste boss .

»Roll,« skriver jeg til de andre i gruppen. Vi kaster med imaginære terninger. Højeste kast afgør, hvem sværdet tilfalder. Jeg lægger mig på knæ foran computeren og beder til Gud om et godt kast. Jeg åbner øjnene og ser den anden warrior i gruppen modtage sværdet for et kast på 99. Det er næsten ikke til at bære.

Come to the dark side
Spillet er gået i mit blod og optager mere og mere af min tid. Jeg begynder at læse guides til de svære instances på nettet. Min puls ryger op ved tanken om de kampe, der venter mig.

Mit arbejde foregår meget af tiden foran en pc, så her kan jeg sidde uforstyrret og læse om nye våben. Jeg sammensætter det bedste gear for Nathanman . Gear, der hele tiden skal fornyes i takt med, at jeg når nye niveauer. Og jeg kan ikke vente med at komme op i graderne. Jeg vil ind og opleve de allerhelligste afkroge af denne verden.

Når telefonen ringer, bliver jeg irriteret over afbrydelsen og afslutter samtalen, så hurtigt jeg kan. Når jeg kommer hjem, er jeg fraværende under middagen og afvisende over for min kones forslag om at få gæster på besøg. Når vi endelig har gæster, er jeg hurtig til at skæve til uret og ringe efter en taxi til dem. Min kones tålmodighed er ved at nå en grænse. Men jeg er ligeglad, for jeg er en mand med en mission.

Mit liv leves, når Nathanman vækkes til live, og jeg flyver over skovene på en >Gryphon . Når lyden af mit sværd og skjold giver ekko gennem fakkeloplyste gange i hjertet af ‘The Sunken Temple’.

Jeg spiller stadig alene om natten, de fleste er på vej i seng, når jeg logger på. Jeg kommer med i en PUG ( Pick-Up Group) – instance efter instance med tvivlsomme personer, der enten er spillevrag, som lever foran computeren, eller teenagere, der ikke gider gå i skole. Flere af dem ender hurtigt på min venneliste, så jeg hurtigt kan fange dem i spillets chatvindue.

Samme dag, jeg rammer niveau 60, møder jeg Sarri. Sarri bliver min skytsengel og nærmeste fortrolige gennem de næste to år. Hun er fra Sydafrika og har skabt en Kvindelig Paladin , der både kan hele og påføre damage . Hun hjælper mig med de svære quests og guider mig gennem ‘Burning Crusade’ , der er Warcrafts nye store ekspansion. Det højeste niveau er nu blevet 70, og en række nye instances venter på de krigere, der passerer gennem ‘The Dark Portal’.

Jeg halser gennem de næste 10 niveauer med Sarri ved min side. Hun præsenterer mig for Alex, der igen præsenterer mig for Elydian. Elydian er også Paladin , og den bedste, jeg nogensinde har mødt. Han har skabt en kvindelig tank, der mestrer spillet på et plan, jeg ikke vidste fandtes. Jeg ønsker at være den bedste, men Elydian er både mig og andre tanks overlegen i alle henseender. Jeg trækker mig tilbage til en slette i ‘Nagrad’, en lys og venlig del af verden. Jeg træner i dagevis på nye færdigheder, jeg ændrer min spillestil fra at klikke med musen til at have genvejstaster for alle mine egenskaber, og i stedet bruger jeg musen til at styre med. Jeg bygger mit skærmbillede op, så jeg får bedre overblik over kampene. Jeg downloader s må hjælpeprogrammer, der viser styrken af mine slag og graden af min threat . Jeg køber nyt tastatur og mus fra Raptor Gaming og en ‘Icemate’ musemåtte af glas.

Skat, jeg er midt i et spil.
Endelig tager jeg den samtale med min kone, som måtte komme. Jeg lægger kortene på bordet for hende. Jeg fortæller hende, at jeg vil spille Warcraft, og at det skal være fra klokken 20.00. Hun accepterer modvilligt og mistænksomt, at jeg spiller tre gange om ugen – søndag, tirsdag og fredag.

Jeg søger om optagelse i guilden ‘Shadows of the Dragon’ (SotD). Det foregår ved en skriftlig ansøgning til deres hjemmeside. Guilds er bygget op som en klan med en grandmaster og en række officerer. SotD har sine egen bankkonto, en stor hjemmeside og egen voice server , der gør det muligt at kommunikere hurtigt og mundtligt med hinanden. Det er en voksen guild med over 150 medlemmer, og aldersgrænsen er 18 år. Hananas og Redhed styrer den roligt og uden de store raid- ambitioner, men de raider et par dage om ugen.

De tester mine færdigheder i et par instances og lader mig passere. Jeg er håbløst bagefter de andre, hvad angår erfaring fra raids , men de lader mig tanke i 10-mands raids i Karazan. Jeg er lykkelig og ør og køber et headset, hvilket er kravet for at være med i et raid . Jeg lytter til vores raidleader og parerer ordrer som den veltrænede kriger, jeg er. Jeg nyder hvert sekund af hver eneste kamp, suger til mig af tips og tricks og ler og råber med de andre, når ‘Nightbane’ i et brøl af flammer bliver besejret på ‘The Masters Terrasse’ i det gamle slot.

Mens mine kone videreuddanner sig til audiologopæd, mens min datter læser på Goldsmiths i London, og mens min søn går til eksamen i filosofi på Københavns Universitet, logger jeg mig ind på serveren og slås mod ånder og stenkæmper. Er jeg blevet sindssyg, eller har jeg blot fundet en spændende hobby? Er der den store forskel på mig og en fodboldspiller, der træner tre gange om ugen og resten af tiden ser sport på 18 kanaler? Jeg får noget af svaret, da vores naboer en dag inviterer os til middag om fredagen. »Det kan vi ikke,« siger jeg nervøst.

»Fortæl, hvorfor vi ikke kan,« siger min kone højt. Jeg stammer det frem – at jeg spiller med 24 andre på nettet, at jeg ikke kan aflyse, når jeg først har meldt mig til et raid . Naboerne tager det pænt. Deres drenge spiller også World of Warcraft. Forskellen er kun 35 år.

Det er på tide at springe ud af skabet, jeg kan lige så godt fortælle resten af verden, at jeg tænker, taler og drømmer om spillet. Jeg glæder mig til hvert eneste raid og indretter mit liv efter at få spillet så meget som muligt. De tre dage er kun de officielle spilledage. Ugens resterende fire dage er jeg stadig logget på, sent om natten, tidligt om morgen – selv midt på dagen er jeg online ved hjælp af en trådløs forbindelse, jeg har købt mig til.

Warcraft er blevet min parallel-tilværelse med sin egen selvstændige døgnrytme, der lidt efter lidt skubber real life til side. Jeg har på få måneder spillet mig ind som fast tank i guilden . Jeg er blandt de 25 udvalgte, der får den forjættede invitation af raidleaderen til aftenens fight i ‘The Black Temple’. Jeg møder op velforberedt og fokuseret. Jeg har altid staminafood og helbredende eliksir. Jeg kombinerer mine våben og min rustning, så de yder det bedste. Jeg er tank . Jeg er Nathanman.

Jeg undrer mig af og til over den fascination, jeg har ved spillet. Er det fordi, jeg mangler noget i real life ? Jeg ejer mit eget firma. Jeg bor i et dyrt hus og kører i en dyr bil. Jeg har ingen økonomiske problemer. Jeg elsker min kone og er afholdt af mine ansatte. Jeg er politisk bevidst, kulturelt interesseret og spillede tidligere turneringsskak, uden at det overtog mit liv. Hvorfor bruger jeg pludselig over 50 timer om ugen på et online-spil, hvor glæden og spændingen er den eneste gevinst? Jeg kan kun svare, at spillet giver mig et kick, der kan sammenlignes med et stof, der indtages gennem næsen i hvide baner.

Dark Portal Monkeys
Sarri, min gamle skytsengel, er kommet ind i en hardcore raid guild . ‘Dark Portal Monkeys’ (DPM) er blandt top fem på serveren, og de raider seks dage om ugen. Hun opfordrer mig til at ansøge, da deres ene tank bliver smidt ud af guilden . Guildens leder er selv warrior tank og ikke nem at imponere. Jeg skriver min ansøgning med svedige hænder. Denne guild med 250 medlemmer er i den bedste liga, og jeg aner ikke, om jeg kan leve op til deres forventninger. Ansøgningen kan læses af alle på deres hjemmeside, og min ansøgning er ikke den eneste. Men alle mine mange PUGs med skiftende spillere gør pludselig en forskel, for en del af medlemmerne i DPM kender migog lægger et massivt pres på officererne. Hjemmesiden fyldes af opbakning til mig, og det gør mig både rørt og beæret. Sidst på ugen bliver jeg optaget på prøve i tre uger.

I DPM finder jeg endelig det, jeg altid har drømt om. Dedikerede og seriøse spillere, der ønsker at raide de sværeste instances . Alene deres hjemmeside er et overflødighedshorn af information om alle deres raids , billeder af første gang, de nedkæmper en ny boss . Lister med, hvilken spiller der har fået hvilket gear, og et sindigt pointsystem, der belønner dem, der raider mest. Vi er i Black Temple, og vi er tæt på den ultimative boss . Vi er også tæt på den næste ekspansion: Den 13. november 2008 vil World of Warcraft udvide spillet med nye landområder og nye instances . Vi raider som besat og er klar til den næste verden, ‘Wrath of the Lich King’.

Der er Papercuts, Succies, Humstruxted, Xivaz og Vomitor. De er kernen i DPM. Omkring dem bliver alle raids bygget op. De bedste spillere bliver udvalgt til hver enkelt boss . Alle gennemser videoer på nettet, som andre guilds har optaget. Alle læser strategien og er forberedt på, om det er arcane damage eller frost resist gear , man skal møde op i.

25 mennesker fra England, Skotland, Holland, Sydafrika, Sverige, Danmark og Ungarn. Vi spiller med ét fælles mål: At overvinde de største udfordringer, spillet kan stille os. Når vi vinder, er det en sejr for hele guilden , og kampen om de 25 raidspots er hård. Vi spiller aldrig med andre end guildies , vi sammenligner os kun med top guilds som Godless og Theory. Vi er de få udvalgte!

Dragekamp i lavasprøjt
Vores største kamp bliver Obsidian Sanctum. Et lava-aktivt krater med drage- bossen Sartharion og tre mini-bosses . Vi kæmper dernede i ugevis for at besejre alle fire på én gang. En sejr, der både vil give os titlen ‘Twilight Vanquisher’ og en af os den sjældne flyvende mount ‘Reins of the Twilight Drake’.

Kampene finder sted i et virvar af ild og lava, mens Sarth ustandseligt vender front mod gruppen og spyer ild. Det er et spørgsmål om at holde sig i live og hele tiden finde et nyt, sikkert sted at stå. Det bliver den længstvarende boss fight , jeg har oplevet. Raid efter raid ankommer vi til instancen og bliver udslettet. Det er her i disse deprimerende øjeblikke, at guildens sande styrke træder frem. Vi nægter at se i øjnene, at denne boss er for svær. Vi ved, at det kan lade sig gøre, hvis bare vi fortsætter og lærer vores fejl. En aften efter fem uger sker det. I andet forsøg besejrer vi Sartharion og hans tre drager, Tenebron, Vesperon og Shadron.

Vi skriger hæmningsløst i vores headsets, og jeg sidder med tårer i øjnene og føler mig lykkelig og stolt. Jeg får min titel og vinder endda den flyvende drage.

Ulduar
Vi er klar til nye udfordringer, og Ulduar i Storm Peak åbner som ved et trylleslag sine porte for os. Vi er en velsmurt maskine, der går til den nye udfordring med ubeskedne forventninger. Hver eneste raid- aften foregår nu her. Der er 14 bosses , og DPM fælder dem efter behag. Det tager os få uger at komme over halvvejen. Herefter går det langsommere, men stadig sikkert fremad.

Vi er den første guild på serveren, der dræber Thorim. Tre aftener senere falder Mimiron, og foran os er der blot tre bosses tilbage.

Det er samme nat, jeg indser, at spillet er spillet til ende, når de sidste tre bosses er nede. Det er ikke et spørgsmål om måneder, men om uger.

Aftenens raid er slut, og gruppen er vendt tilbage til byen Dalaran. Jeg står alene og studerer den tolvte boss i Ulduar: General Vezax. Jeg ønsker af hele mit hjerte, at spillet kunne fortsætte for altid. Men afslutningen venter bag et par lukkede døre ikke langt fra, hvor jeg står. Tanken om, at det hele snart bliver én stor gentagelse, rammer mig. Jeg logger ud af spillet uden at sige »goodnight guild «, som jeg plejer.

Jeg føler mig ulykkelig og forladt. Nathanman laver stadig sine daglige quests for at samle guld til flasker og eliksir, men jeg kan ikke ryste mismodet af mig. Uden at tænke særligt meget over det begynder jeg de følgende dage at skrive afskedsbreve til Sarri, Ravon, Alex og Vomitor. Da de er skrevet, begynder jeg at skrive min udmeldelse til guildens hjemmeside. Beslutningen om at forlade spillet er nærmest taget, uden jeg er bevidst om det. Jeg har det, som om nogen er død.

Goodbye guild . Goodbye World of Warcraft.

Jeg logger mig på en tidlig morgen, hvor ingen fra guilden endnu er aktive. Jeg sælger alt armor og våben, jeg har skrabet sammen, og sætter 1.500 guld ind i guild- banken. Så sender jeg de fire afskedsbreve og logger ud til hovedmenuen. Her står Nathanman og fylder hele skærmbilledet. Øksen ‘Last laugh’ fra Naxxramas sidste boss hviler i hans højre hånd, skjoldet fra Ulduar i hans venstre, Brynjen fra Sartharion glimter over hans brystkasse. Han er mit et og alt. Hans værdi kan ikke gøres op i hverken guld eller tid. At leve gennem denne skikkelse har været et eventyr.

Jeg kigger ham undskyldende ind i øjnene og trykker delete .

Klokken er 09.09. Det er Torsdag den 4. juni 2009. Jeg er 51 år gammel og hedder Martin Riel.

x
x
x
x
x

jesper schultz

15. Juli, 2009 #
Jeg har i et par år forsøgt at forstå en kammerats dybe fascination af og umådelige tidsforbrug på WoW; men uden at komme nær et svar.

Udemærket artikel – jeg forstår godt nok stadig ikke fascinationen af spil-typen (jeg er selv til FPS’ere, singleplayer); men hele ‘livet’ omkring WoW er godt beskrevet og meget tankevækkende.

Om Jesper Schultz

Bloggen: En lejlighedsvis kommentar med emner indenfor politik, overtro, naturvidenskab, almen viden, humør, film, personlige betragtninger og lommefilosofi.. Jeg er forholdsvis udadvendt, beleven og interesseret i alt muligt - hardcore ateist, fitness-begejstret, i acceptabel form og (weekend)far til 2. Bor nord for Aalborg og har faktisk et ok liv :-) Interesser: Alt muligt, fridykning, fitness, astronomi, italienske sko, bøger, almen viden, politik, ungerne, Konen, film, pc-gaming (fps), science fiction (hard core tech, ikke fantasy), MotoGP, Church of the Flying Spaghetti Monster.
Dette indlæg blev udgivet i blog-indlæg. Bogmærk permalinket.

2 Kommentarer til En Warcraft-spillers bekendelser

  1. Frey skriver:

    Lyder måske underligt men jeg begyndte sku næsten at græde. Er selv meget hardcore WoW spiller og har haft mange tanker på det sidste om: spillet vare jo ikke ved,
    Men godt beskrævet.

    Mvh Frey

  2. Morten skriver:

    Føj det er godt beskrevet …. jeg er ikke kommet til de sidste 3 afsnit endnu ….. men beskrivelsen er ‘spot-on’
    WoW er et drug ….. og 10-days free trail er teaaseres og så er du solgt, og WoW tager fat …. og vupti … du er afhængig

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s