At stå ved og ville/kunne forklare…

Posted on 30. juli 2009

2


30. juli 2009: Mail til Skatteminister Kristian Jensen via http://kristianjensen.venstre.dk/

Hej Kristian,

Jeg har et spørgsmål på baggrund af to forskellige sager fra den seneste tid.

1: De nyligt vedtagne regler, der beskatter urealiserede kursgevinster, betyder, at aktieinvestorer der købte aktier lige før krisen og derfor tabte store papir-beløb fordi aktierne blev mindre værd, nu skal betale skat når aktierne stiger i værdi. I praksis kommer disse personer til at betale skat af en gevinst de aldrig har haft, eller har mulighed for at realisere.

2: SAS-ansatte med fast bopæl, familie og tilværelse i Spanien og Frankrig – og med en svensk arbejdsgiver, opkræves dansk skat. De berørte personer kan ikke få henstand eller nogen form for forståelse fra Skat (og dermed skatteministeren); men må bare betale dobbelt skat og håbe det bedste.

Ovennævnte er de to ‘sager’ jeg gerne vil høre din holdning til – umiddelbart var min holdning, da jeg hørte om dem, at de begge er eksempler på et magtfuldkomment system, der tilsidesætter almindelig ret og rimelighed. Det er love med tilbagevirkende kraft og et carte blanche til Skat om at forfølge almindelige borgere helt ud i det absurde.

Sådan som sagerne er fremstillet i medierne, lyder det som om at de berørte borgere er blevet ramt urimeligt af tiltag iværksat fra Folketinget/Skatteministeriet – og det uden nogen beklagelse/forklaring/respit eller andet.

Mit spørgsmål er således – og jeg må tage forbehold for at jeg sikkert ikke er helt opdateret på udmeldinger fra din/Skat’s side til de berørte:

‘Kan det passe at man kan risikere at blive ramt af denne type lovændringer/regler uden at få i det mindste en pæn forklaring på hvorfor – og, hvis det rammer ‘uretfærdigt’, så også en beklagelse eller endnu bedre: en overgangsordning/undtagelse?’

Med venlig hilsen

Jesper Schultz
Svenstrup J
Arkiv: http://jschultzdanmark.wordpress.com/

About these ads
Posted in: Uncategorized