Cuba

07.01.09, Blogindlæg på Information.dk
2 blogindlæg som svar på skønmaleri af tidligere blogger om hvordan Cuba og cubanerne har det mht. rettigheder, frihed, demokrati, antiimperialisme osv.

Oplæg ved Ole Riisgaard, EUP-medlem for SF, 07012009:

Mine 2 blogindlæg incl. et opklarende svar fra ‘Christian’ som jeg diskuterer med:

jesper schultz

7. januar, 2009 #
@ Christian Olesen

Well, de politisk undertrykte hører du selvfølgelig ikke fra – de sidder jo i fængsel pga deres holdninger (hvis ikke altså bare de er ‘forsvundet’).

Og herregud – cubanerne er jo glade og sjove, og så har de det jo ikke dårligere end de andre nationer i regionen – og så har de forøvrigt aldrig kendt bedre…

Jeg kan ikke helt finde balancen mellem din indledende meget positive beskrivelse af det glade Cuba og dets ubekymrede indbyggere og så dit sidste ønske om at landet skal finde sin egen vej til pluralistisk demokrati. Noget, som uværgeligt (tror jeg i hvert fald) vil betyde indførelsen af mere markeds-drevne mekanismer på alle niveauer i samfundet.

Mener du det virkelig, når du siger at Cuba skal have demokrati?

Stødende kommentar? Christian Olesen

7. januar, 2009 #
@ Jesper Schultz

Beklager at det blev så nuanceret. Jeg skal prøve at oversætte til sort/hvid:

Jeg mener ikke, at jeg udtrykker modvilje mod markedsdrevne mekanismer i mit indlæg. Det er ikke hensigten.

Jeg lægger op til spørgsmålet: Hvad gør de rigtigt i Cuba, når de nu vitterligt er så lykkelige – trods omfattende matrielle afsagn og politisk undertrykkelse?

Jeg tror at den kulturelle og menneskelige frihed, accepten af etnisk og religiøs mangfoldighed samt den – delvist påtvungne – antimaterialisme som findes i Cuba spiller en stor rolle. Det kunne vi andre lære meget af.

Det ovenstående er dog i mine øjne ikke ekskluderende i forhold til mit ønske om pluralisme og politisk frihed for cubanerne…..

Stødende kommentar? jesper schultz

7. januar, 2009 #
Ah, jeg forstår – udemærket spørgsmål.

Hvad nu hvis det er sådan, at det faktisk er antimaterialismen, altså dét at alle stort set ejer ingenting, der er forudsætningen for, at man er så meget mere åben mht. at dele sine værdier, og lade andre have deres?

Er vi ikke som race skruet sådan sammen, at hvis den enkelte person, eller gruppe af personer, får adgang til en mærkbart større del af en attråværdig ‘kage’, f.eks. økonomiske midler, magt eller indflydelse, end det store flertal – så vil samme person/gruppe begynde at ‘vogte sit territorium’ for at værne om de vundne/tilkæmpede fordele? Og dermed reducere ‘det fælles fodslag’ forstået som de positive ting du har observeret i Cuba?

Spørgsmålet er måske lidt polemisk; men jeg tror nok egentlig desværre at det er relevant. For hvis man godtager forudsætningen om at materiel fattigdom er grobund for tolerance, frisind, menneskelig frihed – og hvis man også accepterer at frie markedskræfter automatisk må medføre større ulighed mellem grupper af mennesker pga konkurrencen, og dermed polarisering og mindre tolerance mv – og hvis man endelig også accepterer at pluralistisk demokrati automatisk medfører stærkere markedskræfter – betyder alt det så ikke, at det ser sort ud for Cuba?

Hvis demokrati er eksponent for markedskræfter er eksponent for konkurrence og større ulighed og dermed mindre jævnbyrdighed mennesker imellem – er den bedste (forstået som den mest lykke-frembringende) styreform for de mange så ikke forarmende diktatur?

Advertisements

Skriv et svar

Please log in using one of these methods to post your comment:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s