Læren af Gaza

Information 9. maj 2009

jesper schultz

9. maj, 2009 #
Well, det er i det mindste da ikke svært at se hvor Lasse Ellegaard lægger sine sym- og antipatier (ikke at de ikke var kendte i forvejen; men det bliver lidt trættende i længden…).

Jeg må hellere vedgå, at jeg er en af dem der er blevet manipuleret af ‘propagandamaskinen’ til at tro på det berettigede i (de fleste af) Israels militære aktioner.

Ud fra tone og holdning i artiklen antager jeg, at det er hr. Ellegaard en kilde til stor tristesse ikke at kunne tørre krigen i 1973 af på Israel også. Men dén ville nok alligevel være for tyk?

Uden at skulle diskutere alle årstallene for det Ellegaard kalder ‘angrebskrige’, vil jeg umiddelbart anføre at de 2 første (-56 og -67) for mig ligner skoleeksempler på ‘forsvarskrige’. I begge tilfælde opruster nabolandende massivt, fører tropper frem tæt på Israels grænser, udviser FN-personnel og fylder medierne med propaganda om den forestående storslåede sejr.

Det er en uhellig retten smed for bager, at beskylde Israel for ‘angrebskrig’, når det ville have ført til en invasionskrig inde på Israels lillebitte territorium, om ikke Israel havde angrebet præcis da det gjorde.

Der kan anføres lignende argumentation for og imod på alle de øvrige nævnte årstal; men det er ikke dét, der er mit ærinde.

Ærindet er, at det ikke er godt nok kun, at kritisere den ene side i en to- (med Iran 3-)sidet konflikt. I det aktuelle tilfælde tror jeg faktisk heller ikke det hjælper også at kritisere Hamas og Iran – ingen af parterne i konflikten er længere i stand til skabe det nødvendige miljø for en forhandlet løsning.

Hvis der skal skabes fred, tror jeg at den skal påtvinges parterne – udefra. Historien har efterhånden vist, at det ikke er muligt at oparbejde den fornødne tillid parterne imellem til at de selv formår at skabe en varig og stabil løsning.

Lige så oplagte kritikpunkter der er i Israels gøren og laden i konflikten, lige så slemme eksempler er der på den anden side. Viljen til fred er ikke til stede – i hvert fald ikke en fred der indebærer 2 selvstændige stater der lever i (nogenlunde) ro og fordragelighed.

Men er vi (læs FN, NATO, vesten osv.) parate til at investere dét der skal til for at fremtvinge fred? En permanent fredsbevarende styrke placeret på grænsen mellem Israel og naboerne, og med mandat og magt til at skabe fred?

Og lad os ikke være naive – hvem ville den sandsynlige aktive modstander blive? Den demokratiske nation Israels væbnede styrker (et Israel hvis eksistens afhænger af hjælp udefra, læs primært USA; men også handel med resten af vesten), eller en gennem-fundamentalistisk Iran-sponseret terrororganisation med Israels udslettelse i sit program?

Er vi parat til, for at skabe fred i Israels nærområder, at indlade os på en permanent krigstilstand med Hamas (og Iran pr. stedfortræder)?

Hvis man, som jeg, ikke tror på parternes egne muligheder for at skabe freden – og ikke heller mener Israel kan fjernes fra landkortet – hvilke muligheder er der da tilbage, andet end den freds-skabende intervention?

Men – his man ikke er parat til at betale prisen, så vær da i det mindste reel og del sol og vind lige i kritikken af konfliktens parter…

Stødende kommentar

Advertisements

Skriv et svar

Please log in using one of these methods to post your comment:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s