Finansforbundet: Den altomfattende samarbejdspolitik


Finansforbundet: Den altomfattende samarbejdspolitik

Jeg er medlem af fagforeningen Finansforbundet som i disse dage holder landsmøde for at beslutte retning og strategi for de næste års arbejde.

Jeg er meget uenig i den strategi der tegner Finansforbundet. En anelse karikeret (men ikke meget) taler Finansforbundet ikke længere om ‘dem’ og ‘os’ og om at kæmpe for lønmodtagerrettigheder. I stedet taler Finansforbundet udelukkende om ‘vi’ og påtager sig opgaver der retteligt burde ligge hos arbejdsgiver. Et selvvalgt skæbnefællesskab der forudsætter positivt indstillede arbejdsgivere – det har finanssektoren bare ikke (længere).

Hvor Den Danske Model forudsætter ligeværdige parter med styrke og ‘konflikt-parathed’, er Finansforbundet i fuld gang med at afmontere sig selv som en arbejdstager-rettighedsforkæmper (kan man sige det?).

Anyhows – når jeg orker det, skriver jeg en gang imellem en kommentar til/om ovenstående – du kan se et par af dem herunder. Tilsyneladende taler jeg for døve ører – i hvert fald gungrer samarbejdspolitikken bare derudaf – øv.


Kommentar til forbundsartikel om efteruddannelse: “Employability erstatter ikke kompetenceudvikling”

(læs evt. artiklen jeg henviser til via linket nederst).

‘Hvis Finanssektorens arbejdsgiverorganisation ikke anerkender, at finanssektoren har et problem med trivslen, … , …har vi ikke noget at tale med arbejdsgiverne om” siger Finansforbundet. Det lyder jo flot – næsten sådan en smule kategorisk; men virkeligheden er jo en anden.

På samme tid som folkene på gulvet rapporterer om utryghed, stress, pres, fyringsfrygt, lang afstand til ledelsen, problemer med at få den nødvendige efter- og videreuddannelse, reducerede personalegoder, strammere kontrol og målinger og så videre og så videre og så videre – så melder Finansforbundet om den her helt uhæmmede samarbejdspolitik hvor ’vi’ skal skabe arbejdspladser sammen og sponsere forskning i skabelse af arbejdspladser og meget andet.

Det ’vi’ Finansforbundet taler om i skåltalerne, er ude i virkeligheden ’os’ og ’dem’. ’Os’ er de ansatte i finanssektoren og ’dem’ er ledelsen og arbejdsgiverne. Vi havde måske en gang; men ikke mere, en fælles målsætning om, at det skulle være til at holde ud at være her. Den holdning har ledelsen ikke mere. Ledelsen vil målinger, rationaliseringer (’effektiviseringer’), den absolut minimale efteruddannelse, minimale goder, løntilbageholdenhed osv. Alt sammen præsenteret som ’ det er jo nødvendigt, det må I forstå’.

Når Kirsten fra Danske Kreds siger, at ”…det skal være en naturlig ting at prioritere egen uddannelse uden at få dårlig samvittighed…”, så er det jo ikke noget den enkelte lønmodtager kan komme til at kunne, hvis ikke arbejdsgiver tildeler det aktuelle arbejdsområde så mange ressourcer, og en pulje til uddannelse, der gør det muligt at tage uddannelse uden at resten af styrken skal løbe livet af sig.

Det vil en ’employability’-pulje og en ’kompetencepulje’ ikke gøre det fjerneste til at rette op på. Det er tiltag der burde udgå fra, og være betalt af, arbejdsgiverne. Hvis ikke arbejdsgiverne vil efteruddannelse, hvis ikke de vil give arbejdsforhold der er til at holde ud – så man kan tage på kursus uden at få dårlig samvittighed – så hjælper disse puljer ikke det fjerneste.

Svaret er, at tvinge arbejdsgiverne til at give ordentlige arbejdsforhold.

’tvinge’.

Jeg mener ikke svaret er at indgå i så tæt samarbejde med arbejdsgiver, at jeg simpelt hen ikke kan få øje på Fagforeningen mere!

Den Danske Model er karakteriseret af ligeværdige – og lige stærke parter – jeg mener Finansforbundet er i fuld gang med at afmontere sig selv som forkæmper for gode lønmodtagerforhold og i stedet blive arbejdsgivers villige redskab på vej mod (lønmodtager-)bunden.

Til sidst en sløjfe tilbage til indledningen – virkeligheden er jo, at ’…[så] har vi ikke noget at tale med arbejdsgiverne om…’ bare er tom snak fra Finansforbundets side. Vi vil snakke om *alt*, og vi vil tage medansvar for *alt* og vi vil samarbejde – vi vil ikke længere kæmpe.

For mange år siden kaldte man den valgte strategi ’appeasement’ – jeg ved ikke hvad den rigtige betegnelse er nu.

Jeg synes det er trist.

Med venlig hilsen
Jesper Schultz

Artikel: http://www.finansforbundet.dk/da/Aktuelt/fagligtnyt/Sider/Employabilityerstatterikkekompetenceudvikling.aspx


Kommentar til FB-spørgsmål om vigtige debatemner til landsmødet

Finansforbundet spurgte sådan her:

I morgen er Finansforbundet klar med fire dages landsmøde med fokus på forbundets arbejde i de næste par år.
Hvilke af de her tre spørgsmål, synes du, er vigtige at debattere?

  1. Hvordan sikrer vi, at rådgiverne får de nødvendige kompetencer til kvalificeret rådgivning?
  2. Hvordan understøtter vi medlemmernes karrieremuligheder?
  3. Hvordan sikrer vi den gode trivsel på arbejdspladserne i forandringstider?

Jeg svarede:

Med de 3 valgmuligheder, må det blive nr. 3, for det er den eneste af mulighederne der er en kerneopgave for en fagforening. De 2 andre er arbejdsgiveransvar – og de er i arbejdsgivers egen interesse – nr. 3 not so much.

Jeg går ud fra, at der også skal diskuteres andet på landsmødet?

I hvert fald håber jeg, at der på dagsordenen bliver plads til at diskutere Finansforbundets rolle i forhold til arbejdsgiverne.

Jeg er selv uenig i den ‘vi’-politik der er blevet ført i efterhånden en del år. Det er ‘vi’: arbejdsgiverne og os der skal skabe den gode arbejdsplads; men i praksis giver det sig bla. udslag i en fagforening der diskuterer arbejdsgiverkerneydelser i stedet for beskyttelse af medlemmer ved massefyringer, udstilling og nedkæmpelse af ‘new management’ (som breder sig uhæmmet), overenskomstforhandlinger som ikke bare er skadesminimering og meget andet.

Jeg mener Finansforbundet er ved at blive arbejdsgivers forlængede arm i stedet for en arbejdstagerorganisation der ikke blot arbejder; men Kæmper for ordentlige forhold på gulvet.

Der er for meget ‘vi’ = arbejdsgiver og os – der er for lidt ‘Vi vil!’ og ‘Vi vil ikke!’

Lidt mere kant, tak…

Lidt efter i samme FaceBook-tråd var jeg også lidt fræk:

..og i forlængelse af min kritik af forbundets profil og manglende ‘kant’: pt er der 50 kommentarer til opslaget. Af disse 50 kommentarer er 2 (to!) skrevet af mænd og de 48 af kvinder.
Med en kønsfordeling nær 50/50 i forbundet generelt, burde det vække til eftertanke at den ene halvdel af forbundets medlemmer ikke er interesserede i at kommentere på noget så vigtigt som forbundets oplæg til retning og formål… (På FB i hvert fald)

Da tråden ‘ebbede ud’ var der i alt 61 kommentarer – 58 fra kvinder og 3 fra mænd (inkl. yours truly). Måske Finansforbundet bare mangler testosteron?

Advertisements