Værdifællesskabet er den afgørende faktor

Oi,

Søn havde fødselsdag i går – tiden flyver 🙂 Pt. portør mens han venter på at komme ind til mili igen (reaktionsstyrken) og/eller starte uddannelse som ambulanceredder. Hvad han vælger is all fine by me – bare han er glad…

‘Dansk’ og ‘Dansker’ – jeg er enig med Bertel Haarder: det ene er noget med statsborgerskab og rødbedepas. Det andet er et værdifællesskab med de grundlæggende træk ved vores vestlige, demokratiske samfund. Hvis du ønsker religiøst dikterede leveregler indført i den danske lovgivning, hvis du ikke vil lade dine døtre leve frit, inklusive retten til at bestemme over sin egen krop – hvis du mener det er fint at overfalde jøder og homoer – osv. osv. osv – så er du ikke ‘dansker’. At påstå, at der ikke er et problem med borgere med rødbedepas med religiøst funderede holdninger, der hører til i en mellemøstlig og nordafrikansk middelalder, er at stikke sig selv blår i øjnene.


Film: Miraklet på Hudsonfloden (Sully)

Det er sandsynligvis Clint Eastwoods sidste film som instruktør og det må efterhånden være en af Tom Hanks sidste film som skuespiller (he be getting tired and oooold), og filmen handler om en vaskeægte bone fide amerikansk helt – så den har fået en masse kritikermedvind allerede før premieren.

Filmen har meget der taler til dens fordel: Spændende historie om selve nødlandingen, de gode mod de onde, effektive SFX-sekvenser med Airbus’en på vej ned på floden mellem skyskraberne og den lykkelige slutning. Og så er den kort (ca 1½ time).

Men filmen har også en del imod sig: Først og fremmest er der faktisk kun 2 karakterer der kan siges at være nogen dybde i: Flykaptajnen og hans 2.pilot. Resten af karaktererne, konen inklusive fremstilles overfladisk og kort. Men det, der for alvor gør ondt, er en utroværdig konflikt med luftfartsmyndighederne der, med en meget emsig og ondskabsfuld bureaukrat i spidsen, prøver at tørre nødlandingen af på kaptajn Sullenberger som følge af påståede pilotfejl og dårlige beslutninger.

Dèn historie virker simpelt hen ikke troværdig. Og når så ‘de onde’ indkalder til en offentlig høring med medier og hele pivtøjet for at korsfæste kaptajnen og han så med 3 velvalgte sætninger kan pille hele deres sag og argumentation fra hinanden hvorefter alle rørt falder hinanden om halsen (metaforisk forstås, så klægt opfører de sig dog ikke) i hyldest til Helten – så bliver den altså for tyk.

(Problemet er, at Eastwood her tager sig nogle kunstneriske friheder ift. hvad der i virkeligheden skete – på trods af at film og trailer starter med ‘The Untold Story’… Så begynder det at ligne historieforfalskning til fordel for ussel mammon).

Læg dertil rulleteksterne med krydsklip til den rigtige kaptajn Sullenberger og taknemmelige passagerer – og hyldest til byen New York og alle de der deltog i bjærgningen af passagerne fra flyet på floden. Så bliver det altså lige klistret og omklamrende nok…

Clinten er blevet for gammel – han er blevet over-patriotisk og rørstrømsk. Hanks er forlængst blevet for gammel – jeg gruer ved tanken om hans næste film som er endnu en råben-og-skrigen Helten-redder-verden-fra-katastrofen-med-sin-store-hjerne-og-sit-lækre-sidekick Dan Brown togulykke.

link


Film: The Guvnors

En dyster, deprimerende, voldelig og afstumpet god film.

Ultrakort [SPOILER ALERT]: Hooligananfører flygter fra sit ansvar og bandelivet og bliver mappedyr og lønmodtager; men fortiden rækker ud. Gammel ven tæves ihjel af den nye bande i kvarteret og så må de gamle voldsmænd jo samles og sætte tingene på plads; men Hooligananfører og Ny Bandechef har en personlig forbindelse som ødelægger alting.

Godt skuespil, deprimerende indblik i underklasseEngland, voldskulturen, hooliganfænomenet og en trist understregning af, at det er meget svært at løsrive sig fra det miljø man voksede op i.

Egentlig er alle rollerne nogle rxxhuller: Voldsmænd, drabsmænd og ballademagere; men man er alligevel særdeles godt underholdt.

link


Søn!

Jo, jeg *er* misundelig…

link

Advertisements